Vedtægter

Vedtægter sidst opdateret: 16. november 2015
 

§1. Navn, binavn, formål og hjemsted

Foreningens navn er Hopes Foundation

Foreningen har til formål:

  • at udøve velgørende og almen gavnlig virksomhed i Danmark og udlandet
  • at arbejde for at bistå og hjælpe udsatte børn og børnefamilier i fattige dele af verden
  • at åbne skoler og uddannelsesinstitutioner i fattige dele af verden
  • at samarbejde med andre organisationer og foreninger til fremme af foreningens formål.

Foreningen har hjemsted i Hvidovre Kommune.
 

§2. Optagelse og medlemsforhold

Som medlem kan optages enhver person på mindst 18 år, der kan tiltræde foreningens formålsparagraf. Personer under 18 år kan optages som junior medlemmer. Juniormedlemmer har ikke stemmeret. Indmeldelse sker ved henvendelse til foreningen eller gennem et af dens bestyrelsesmedlemmer. Optagelse kan af bestyrelsen nægtes, når særlige grunde taler herfor, og 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer for at afvise indmeldelsen. Bestyrelsens afvisning af indmeldelse kan ikke ankes.
 

§3. Udmeldelse

Udmeldelse finder sted skriftligt til foreningen. Varsel er ufornødent. Bestyrelsen kan beslutte at ekskludere et medlem, der ikke opfylder de af medlemskabet flydende forpligtelser, eller som handler til skade for foreningen. Beslutningen kan appelleres til generalforsamlingen, der med 2/3 majoritet af de fremmødte træffer endelig afgørelse. Medlemmer, der (trods påkrav) ikke betaler forfaldent kontingent, kan efter bestyrelsens beslutning ekskluderes. Medlemmer, der ikke længere opfylder betingelserne for medlemskab, kan ekskluderes ved bestyrelsens foranstaltning.
 

§4. Kontigentet

Kontingentet fastsættes for hvert regnskabsår, der følger kalenderåret, af generalforsamlingen og indbetales til foreningen senest 30 dage efter generalforsamlingens afholdelse. Første års kontingent fastsættes til 50 kr. per måned. Generalforsamlingen kan fastsætte generelle regler om eller beslutte et eller flere særlige kontingentbeløb for ældre medlemmer, eller andre medlemskategorier, hvis situation, økonomisk eller af anden årsag betinger dette, eller kan træffe beslutning om, at visse medlemmer helt fritages for kontingentbetaling. Den til enhver tid siddende bestyrelse er bemyndiget til i det daglige at træffe bestemmelse løbende om sådanne særlige kontingentbeløb eller hel kontingentfritagelse skal gælde for et medlem. Det udøvede skøn kan ikke indbringes for generalforsamlingen eller nogen anden instans.
 

§5. Medlemsrettigheder og pligter

Medlemmerne er forpligtet til ikke at handle til skade for foreningens love og leve op til dens formålsbestemmelse. Ethvert medlem af foreningen er berettiget til at deltage i foreningens generalforsamlinger, forudsat at medlemmet har opfyldt de i nærværende vedtægter fastsatte regler om kontingent til foreningen. For foreningens forpligtelser hæfter foreningen med hele sin formue. Ingen af medlemmerne hæfter personligt for foreningens forpligtelser.
 

§6. Bestyrelsens opgave og valg

Foreningen ledes af en bestyrelse, der består af en formand, en kasserer, en næstformand samt to bestyrelsesmedlemmer. Alle vælges for 2 år ad gangen. Ved hver ordinær generalforsamling vælges to suppleanter til bestyrelsen. Suppleanterne er valgt for et år ad gangen. Suppleanterne vælges særskilt. Såfremt formanden eller kassereren, ligegyldigt af hvilken årsag, afgår i sin valgperiode, skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling senest 1 måned efter afgangen, til valg af formand/kasserer.

Hvis et eller flere af de øvrige bestyrelsesmedlemmer afgår i en valgperiode, indkaldes suppleant/er og ledelse konstituerer sig selv, indtil førstkommende ordinære generalforsamling, hvor nyvalg finder sted. I tilfælde af samlet mandatnedlæggelse inden for bestyrelsen, ligegyldigt af hvilke årsager, er bestyrelsen pligtig at fungere, indtil nyvalg har fundet sted.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 14 dage efter mandatnedlæggelsen med dagsordenen: Valg af bestyrelse.

Bestyrelsens medlemmer kan alle genvælges. Ud over stiftende bestyrelse kan kun medlemmer, der i en periode på mindst seks måneder har været aktive i foreningens daglige virke, opstille til bestyrelsesvalg.

Bestyrelsen varetager foreningens tarv udadtil og indadtil. Det påhviler herunder bestyrelsen at føre tilsyn med de i foreningen ansatte personers virksomhed. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden finder det fornødent, eller 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det. Sekretær og referenthverv m.v. udføres efter aftale løbende af de øvrige bestyrelsesmedlemmer Indkaldelse finder sted skriftligt med angivelse af dagsorden. Formanden sammenkalder og leder møderne i bestyrelsen. Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferat, som underskrives af de på bestyrelsesmødet tilstedeværende. Bestyrelsen træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Formanden repræsenterer foreningen udadtil og indadtil, søgsmål mod foreningen rettes mod ham på foreningens vegne.
 

§7. Forretningsudalg m.v.

Bestyrelsen kan af sin midte nedsætte et forretningsudvalg til at handle på bestyrelsens vegne i mindre sager, der ikke tåler udsættelse. Forretningsudvalgets dispositioner skal forelægges på førstkommende bestyrelsesmøde til godkendelse. Bestyrelsen kan foranledige oprettelse af arbejdsgrupper, arbejdsudvalg, projektgrupper og lignende opgaverelaterede enheder, der arbejder på kortere eller længere sigt med bestemte og definerede arbejdsopgaver. Sådanne enheder refererer altid til bestyrelsen i henhold til dennes instruks. Bestyrelsen skal tilsikre samarbejde med personer og organisationer der er villige til at samarbejde i venskabelig og fredelig ånd, til fremme af foreningens formål.
 

8. Medarbejdere

Bestyrelsen kan i nødvendigt omfang antage lønnet eller ulønnet arbejdskraft, herunder en generalsekretær, projektleder og eventuelt andre medarbejdere. Bestyrelsen forventes at tilskynde medlemmer til at arbejde ulønnet og ideelt, ligesom bestyrelsen selv er ulønnet.
 

§9. Generalforsamlingen

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i tiden 1/1-1/4.

På den ordinære generalforsamling skal dagsordenen indeholde:

  • Valg af dirigent.
  • Beretning om foreningens virksomhed til godkendelse
  • Fremlæggelse af foreningens årsregnskab til godkendelse
  • Budgetforslag for foreningen for det kommende regnskabsår
  • Indkomne forslag
  • Valg af ledelse, jf. §6 og revisor, samt suppleanter
  • Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov og skal indkaldes, når mindst 1/2 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af grund. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 6 uger efter modtagelsen af begæringen herom. Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med 3 ugers varsel på foreningens hjemmeside, fremsendelse af e-mail til medlemmer med e-mail adresse meddelt foreningens bestyrelse, samt ved opslag i foreningens lokaler.

Stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, der er fyldt 18 år, og som har været medlemmer af foreningen i mindst tre måneder, og som ikke er i kontigent-restance. Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen. Forslag fra medlemmerne, der ønskes fremmet til afstemning uden for den udsendte dagsorden, skal indsendes skriftligt til bestyrelsen senest 3 uger før generalforsamlingen og af bestyrelsen udsendes til medlemmerne 7 dage inden samme.

De ikke-tilstedeværende til generalforsamlingen bør ud fra indkaldelsen kunne se, hvad de risikerer at der bliver truffet beslutning om, uden deres tilstedeværelse.
 

§10. Regnskab

Foreningens regnskabs- og kontingentår følger kalenderåret. Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af en revisor. Den af generalforsamlingen valgte revisor kan til enhver tid forlange indsyn i foreningens regnskabsbilag og kassebeholdningen og skal gøre bestyrelsen opmærksom på eventuelle uregelmæssigheder i så henseende. Intern revisor fungerer indtil ny revisor vælges på en ny generalforsamling. Kassereren indkasserer foreningens indtægter og betaler de af bestyrelsen eller generalsekretæren godkendte regninger. Han/hun fører kassebog over samtlige indtægter og udgifter i en sådan form, at foreningens øjeblikkelige økonomiske stilling altid kan aflæses heri, og udarbejder foreningens regnskab.

Foreningens formue ud over, hvad der er nødvendigt til afholdelse af de løbende udgifter, skal, medmindre generalforsamlingen bestemmer andet, anbringes efter de retningslinjer, som gælder for placeringen af umyndiges midler.
 

§11. Tegning og hæftelse

Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af to bestyrelsesmedlemmer eller et bestyrelsesmedlem og foreningens kasserer eller generalsekretær. Ved salg og pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen dog af den samlede bestyrelse. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de foreningen påhvilende forpligtelser.
 

§12. Vedtægtsændringer

Til ændring af nærværende vedtægt, kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer.

Af alle møder, herunder bestyrelsesmøder, generalforsamlinger, møder med myndigheder m.v., føres et referat af en sekretær udpeget af ledelsen. Referaterne indføres i en protokol. Et hvert medlem har ret til at læse godkendte referater på foreningens kontor, men det er ikke tilladt at afskrive referater helt eller delvist.
 

§13. Opløsning

Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling indkaldt med samme formål med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde en ny generalforsamling indkaldt med samme formål, på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer. Ved foreningens opløsning forholdes med foreningsformuen som følger: midlerne skal fordeles til andre organisationer i Danmark til fremme af samme eller lignende formål efter generalforsamlingens nærmere bestemmelse.